Jeg havde lovet Helena en kage med et flot sukkerprint af Tutankhamon, så hun kunne fejre afslutningen på klassens temauge og sin fremlæggelse om Egyptens skatte, men så valgte sukkerprinteren at strejke med kun få timer til kageafgang. Så er gode råd dyre! Rørsukker blev til sand, diverse sukkerpynt og glimmer blev til guld- og sølvklumper, Helena lavede en pyramide, og jeg klaskede en sfinks (der mere ligner en fladnæset løve) sammen af fondant. Og selvom der nok ikke vokser sindssygt meget græs på Giza-sletten, så ville Helena gerne have græscreme i kanten. Måske hænger det sammen med, at hun ææælsker at spise græscremen. Nå, men en time senere var der en kage, der med lidt god vilje var inspireret af Egyptens skatte..... eller...!